UNDER REVISION Her finder du beskrivelse af de principper, som overbliksløsninger baseres på, som referencearkitektur for digitalt overblik skal overholde, og som gælder for de byggeblokke, referencearkitekturen definerer.
Redaktør: Mads Østergaard, maost@digst.dk
.
Princip 1: Informationer leveret i overblik er retvisende. Brugeren skal præsenteres for information i et overblik, der er retvisende og afspejler de data, myndighederne har i egne kildesystemer.
Rationale
Brugerne skal kunne have tillid til informationerne i et overblik, og de skal matche de data, som myndighederne handler på. Informationerne skal derfor være retvisende og stemme overens med, hvad de enkelte myndigheder har registreret i egne kildesystemer.
Implikationer
Kildesystemer skal være i stand til at udstille opdaterede informationer til overblik og gerne så tæt på nær realtid som muligt.
Løsninger designet til at vise et overblik skal sikre, at informationer, der indgår i et overblik, tilgås i nær realtid.
Der skal være udpeget en systemejer, der kan sikre overholdelse af servicemål til fremsøgning af data til overblik.
Hvis der er risiko for uoverensstemmelse mellem informationer i kildesystemer og i overblik, skal brugeren gøres opmærksom på dette, fx ved at der vises en advarsel og evt. et tidsstempel for opdatering af oplysningerne.
Princip 2: Information leveret til overblik kan distribueres gennem flere kanaler. Overbliksdata skal kunne leveres til brugerne gennem deres foretrukne kanaler, som fx fællesoffentlige portaler, myndigheders hjemmesider og apps.
Rationale
Brugeren skal have adgang til overblik over relevante informationer via de kanaler, som brugeren foretrækker. Det vil øge sandsynligheden for, at kommunikationen mellem borger og myndighed er succesfuld. Eksempelvis vil kommunikation af frister gennem brugerens foretrukne kanal højne sandsynligheden for, at fristen modtages og overholdes af brugeren.
Implikationer
Der skal defineres retningslinjer for levering af data til orkestreringslaget, som de deltagende myndigheder skal følge, således at det er muligt, at orkestreringslaget kan distribuere til flere kanaler.
Myndighederne skal have en implementeringsstrategi for, hvordan data til overblik leveres på en ensartet måde fra kildesystemer og samtidig anvender de digitale universer, som allerede findes.
Der skal være udpeget et strategisk ejerskab, der tager stilling til, hvilke kanaler som data i overblik skal kunne leveres til, herunder sikre videreudvikling af den understøttende it-infrastruktur og finansiering af den samlede drift og udvikling. Ved kanaler forstås både den tekniske kanal, portal, app etc., og beslutning om hvem, der kan vise date, og hvor data vises. Dvs. hvilke aktører kan vise hvilke data på hvilke tekniske kanaler.
Princip 3: Overblik erstatter ikke myndighedsløsninger. Overblik skal give borgere og virksomheder et tværgående overblik, men det er en tilføjelse, der ikke ændrer på myndighedens ansvar for kommunikation til borgeren, fx i afgørelser mv. via kanaler som Digital Post og egne selvbetjeningsløsninger.
Rationale
Overblik er et supplement til de lokale og domænespecifikke løsninger, der viser og giver adgang til data, som myndigheder har om borgere og virksomheder.
Implikationer
Myndigheder skal stadig udvikle og vedligeholde egne løsninger, der viser detaljer, og hvor borgere og virksomheder kan foretage handlinger.
Myndigheder skal sikre, at der kan linkes fra overblik til relevante handlemuligheder inden for rammerne af myndighedernes kanalstrategier.
Princip 4: Information leveret i et overblik, ledsages af oplysninger om, hvordan brugeren kan få yderligere detaljer om informationen i overblikket. Brugeren skal have mulighed for at få adgang til mere detaljeret information i forhold til, hvad der vises i overblikket eller blive informeret om, hvor brugeren kan henvende sig for at få mere information.
Rationale
I tilfælde af, at der er yderligere information tilgængelig via en anden platform, skal brugeren gives let adgang til den mere detaljerede information, end det der indgår i overblikket.
Adgang til detaljeret information skal hjælpe brugeren til nemt at kunne navigere fra overblikket til detaljerne i eksempelvis en sag eller ydelse for dermed at øge brugerens forståelse af de data, der er registreret. Disse data kan fx være udstillet i en lokal løsning.
Brugerens større overblik og forståelse af egne informationer vil bevirke, at brugeren føler tryghed og tillid, hvilket kan medføre, at myndigheder får færre henvendelser i behandlingen af brugerens anliggende.
Implikationer
Myndigheder skal sikre, at information leveret til overblik, tilføjes muligheden for at se, hvor eller hvordan brugeren kan få yderligere detaljer hvis muligt.
Hvis en myndighed eksempelvis udstiller data via en lokal portal, skal det være muligt, at brugeren navigerer fra overblik til fx en lokal portal via information om og links til handlemuligheder.
Princip 5: Overblik udstilles efter fælles model Data, der udstilles i et overblik, skal overholde fælles begrebs- og datamodel, så data fremstår som et samlet overblik.
Rationale
Data i overblik skal for brugeren fremstå ensartet og i et forståeligt sprog.
Overblik består af en række standardiserede typer forretningsobjekter, fx sag, ydelse, frist og aftale.
Implikationer
Data, der indgår i overblik, transformeres med brug af fælles klassifikationer til fælles brugervendt sprog, hvor det er relevant.
Der designes og vedligeholdes en fælles udstillingsdatamodel og tilhørende klassifikationer, der implementerer det fælles sprog.
Dataansvarlige for kildesystemer skal sørge for, at informationer til overblik leveres på en ensartet måde efter fælles udstillingsdatamodel og i et for brugeren forståeligt sprog.
Princip 6: Information, der indgår i et overblik, kan kategoriseres under de klassifikationer som aftales fællesoffentligt. Anvendelse af fælles klassifikationer skal bidrage til, at overblik viser de rette data fra de rette it-løsninger, som medvirker til at gøre information i overblik forståelig for brugeren.
Rationale
Det kan være nødvendigt at ordne data i enkle strukturer ved hjælp af klassifikationer, der anvendes til at skabe ensartethed og letforståelighed på tværs af forskellige opgaveområder, myndigheder og kildesystemer. Fx vedrørende emner, status, hændelser og handlinger.
Det kan være nødvendigt at oversætte termer fra kildesystemer til brugervendte termer for at gøre data forståelige for brugeren bl.a. ved at anvende et mere hverdagsnært sprogbrug og forenklede taksonomier.
Klassifikationer, fx emneklassifikationer, er velegnede til at definere en klar kontekst, og strukturerede taksonomier er velegnede til at koble forskellige data sammen.
Anvendelse af klassifikationer skal sikre, at uanset hvilken kanal data leveres gennem, så kan data ordnes og vises på en ensartet måde for brugeren.
Implikationer
Et overblik kræver en fælles klassifikation af myndighedsopgaver, således at det entydigt kan afgøres, hvilke af myndighedernes tjenester og opgaver, der indgår i et bestemt tværgående overblik.
Løsninger skal anvende relevante fællesoffentlige klassifikationer, som understøtter levering af relevante overblik.
Referencearkitekturen udpeger byggeblokke, som specificerer, hvordan klassifikationer skal vedligeholdes, distribueres til og anvendes af myndigheder, der skal vise og levere indhold til overblik.
Princip 7: Forretningslogik placeres så tæt på datakilden som muligt. Forretningslogik, der håndterer understøttelse af fælles sprog i overblikket, skal placeres tæt på datakilden.
Rationale
Den nødvendige forretningsviden og indsigt, der er grundlaget for at implementere forretningslogik til understøttelse af fælles sprog, findes hos den myndighed, der ejer datakilden.
Vedligeholdelse og aftestning optimeres ved, at forretningslogik ligger tæt på datakilden.
Implikationer
Realisering af byggeblokke, der i arkitekturen ligger tæt på datakilden, ejes af myndigheden, der er ansvarlig for datakilden.
Ved afgørelse af hvor forretningslogik bedst placeres, prioriteres placering tæt på datakilden.
Princip 8: Sikkerhed følger data og gemmes ikke af præsentationslag eller orkestreringslag. Der vil være både tekniske og brugervendte klassifikationer, hvor brugervendte klassifikationer er data, der vises for brugeren og tekniske klassifikationer anvendes i selve oprettelse af visningen, men vises ikke for brugeren. Sikkerhed følger data således, at der anvendes samme sikkerhedspolitikker og sikkerhedsmetoder på data, uanset hvor data behandles.
Rationale
Dataansvarlig er ansvarlig for data og den databehandling, der udføres, og skal sikre, at dette overholdes i forhold til den registrerede.
Rettigheder i forhold til data håndhæves ensartet, hvor data behandles.
Implikationer
Databehandlere skal sikre, at datakildens adgangspolitikker overholdes.
Der anvendes fællesoffentlige komponenter til styring af sikkerhed.
Data gemmes ikke som kopidata i orkestreringslaget eller præsentationslaget.
Orkestreringslag skal kende databehandleraftaler mellem dataansvarlig og databehandler.
Kilde: Referencearkitektur for Digitalt overblik: https://digst.dk/media/20992/referencearkitektur-for-digitalt-overblik-for-borgere-og-virksomheder-097-version-til-offentlig.pdf.